|
|
På tidspunktet for Salvador Allendes tiltræden som præsident stod han i det mindste moralske styrket bl.a. som konsekvens af affæren om drabet på René Schneider.
Chiles økonomi havde været på nedtur i 60’erne, og allerede da Allende havde vundet valget, men før han blev indsat som præsident, gik landet i økonomisk panik. Aktieindekset på børsen faldt til under det halve i den periode, og der solgtes dollars som aldrig før til chilenere, der forlod landet, eller blot ville anbringe deres kapital i udlandet. Bygningsarbejder blev indstillet, og mange af de store jordbesiddere indstillede forårssåningen (semtember-oktober er som bekendt forår på den sydnlige halvkugle, hvor Chile ligger), idet de forudså de jordbesættelser, der kom til at præge landet de næste tre år. Imidlertid rettede situationen sig noget, og det viste sig hurtigt, at det ikke ville udvikle sig til et decideret økonomisk sammenbrud. Fra USA’s ambassadør i Chile, Edward Korry, udgik en anbefaling til amerikanske firmaer om at være tilbageholdende med at gøre forretning med Chile, men det blev kun i begrænset omfang efterlevet, og hvordan amerikanske virksomheder disponerede, var i højere grad på baggrund af deres egne vurderinger af Chiles økonomiske udsigter, konsekvenserne af, at bankerne skulle nationaliseres m.v.
|
|
|
I hele Chiles historie havde de store begivenheder og ændringer, der hidtil er beskrevet — uafhængigheden af Spanien, sejren i Salpeterkrigen, de 50 år med den overvældende salpetereksport o.s.v. — stort set ikke betydet mærkbare ændringer for størstedelen af Chiles befolkning, nemlig den fattige landbefolkning, som levede under kummerlige vilkår.
Folkefrontens
jordreform
fremlagt under valgkampen var dens svar på dette forhold, og eet af de mest drastiske programmer i koalitionens politiske målsætning, og leder tanken hen på sovjetiske og cubanske kollektivbrug. Dels skulle hele landbrugssektoren styres ved kollektivsme, dels skulle der sætte nye, høje mindstelønninger og dels skulle der på forhånd sikres faste, høje priser på landbrugsvarerne. Alt dette ville koste penge, der måtte tages fra andre sektorer af økonomien. En anden sag var, at de eksproprieringer, der var lovet i programmet, for en stor del ikke var juridisk mulige med den gældende lovgivning, samt at UP-regeringen, der ikke havde, og aldrig fik, flertal i den lovgivende forsamling, kongressen, ikke kunne samle flertal for de lovændringer, der var nødvendige, for at gennemføre reformen inden for lovens rammer. Ændringerne på dette vigtige område fik derfor karakter af en slags videreførsel af kristendemokraternes reformer. I frustration over udeblivelse af de ventede ændringer, tog mange fra den fattige landbefolkning sagen i egne hænder og besatte selv landbrugsjord i såkaldte tomas de fundos, jordovertagelser. Dem havde der været ni af i 1967, og i 1971 var der hele 1278. I det første 1½ år af UP-regeringens tid skete over 1.700 sådanne tomas, mange af dem ved hjælp af en gren af MIR, MCR, Movimento Campesino Revolucionario, »Den revolutionære landbevægelse«. En konsekvens af disse omvæltninger var, at de store jordbesiddere solgte ud af deres maskiner til underpriser, og slagtede kvæget eller drev det til Argentina — der nævnes i størrelsesordenen 160.000 kvæg, der blev drevet over grænsen til Argentina umiddelbart efter Allende var kommet til magten, for at ejerne kunne få solgt dem til gode priser. Kun ca. 50.000 familier profitterede af ekspropriationerne, og det var kun en lille del af landbefolkningen. Bl.a. omkring en halv million indianere, var uberørte af udstykningerne. MIR og MCR var i nogen grad forbundet med Allendes eget Partido Socialista samt MAPU, der var mere revolutionært indstillede end f.eks. koalitionspartneren det kommunistiske parti, der repræsenterede en højrefløj i koalitionen. Begivenhederne på landet udviklede sig til forstadier til borgerkrig bl.a. med forekomster af retomas, altså tilbagetagninger af jord, samtidig med at prisen på landbrugsprodukterne skød i vejret ved regeringens prissættelse, og dog stadig ikke kunne følge med prisstigningerne på det sorte marked for f.eks. kartofler. Yderligere var et resultat en drastisk faldende produktivitet og faldende landbrugsproduktion, med 19,5% fra 1970 til 1973, således af det store land Chile med al den gode landbrugsjord i El Valle Central måtte bruge dyrebar fremmed valuta til at importere fødevarer i stort omfang. Også den beskedne eksport af landbrugsvarer faldt drastisk. Til slut var situationen så alvorlig, at Allende få dage før kuppet mod ham i september ’73 selv vurderede, at der kun var mel i landet til højst fire dage mere.
|
|
|
Salvador Allende havde selv betegnet sin og UP’s politik som la vía chilena al socialismo, altså »den chilenske vej til socialisme«, en rejse med vino y empanadas, »vin og
pirogger
«.
Andetsteds er der redegjort for, at den »marxistiske« UP-regering rettelig bør betegnes som marxistisk-populistisk, og at det primært er en skelnen, der har med den økonomiske filosofi og politik at gøre. I mere personorienterede beretninger om Chiles historie gøres opmærksom på, at Allende godt nok var lynende intelligent, men tilsvarende lidt belæst, og således ikke som sådan interesserede sig for eller var velbevandret i f.eks. den marxistiske teori. Desuden var var UP-koalitionen en broget forsamling af både marxister og populister, samt hvad man kunne kalde både forfatningstro og deciderede revolutionære fløje. Dette bidrog også til det sammenrodede teoretiske grundlag, hvorfor den amerikanske historiker James R. Whelan har kaldt Allendes »chilenske vej til socialisme« med »vin og empanadas« for en »rejse uden landkort«, der udviklede sig til en »mareridtsagtig rejse uden landkort«.
Nationaliseringen af kobberminerne
er omtalt i et andet afsnit, og i tillæg skal nævnes, at også bankerne blev nationaliseret inden for det første år af UP's regeringstid. Desuden blev en stor mængde industrivirksomheder ligeledes eksproprieret. I øvrigt skal nævnes, at Chile i forvejen var et land, hvor staten styrede økonomien i meget høj grad, således at staten i et år som 1970 foretog over 70% af al erhvervsinvestering i landet.
Angående den amerikanske præsident Richard Nixons berømte ordre til CIA om at få den chilenske »økonomi til at hvine« og ambassadør Korrys opfordring til amerikanske firmaer om at indstille forretninger med Chile er at sige, at det ikke blev efterlevet og udført i afgørende omfang, samt at der med hensyn til f.eks. långivning til den betrængte chilenske økonomi åbnede sig andre døre: Med det samme fik Chile adgang til lån fra anden side, bl.a. de kommunistiske lande Sovjetunionen, Kina, Rumænien, Østtyskland og Nordkorea. Desuden fra bl.a. vestlige lande som Frankrig, Australien m.v. samt i øvrigt Japan og nabolandet Argentina, der på det tidspunkt var styret af et militærdiktatur. Uanset amerikansk politik og kraftigt reduceret amerikansk långivning steg Chiles udlandsgæld (målt i 1976-dollars) i såkaldt lange og halvlange kreditter således fra omtrent 2,5 mia. dollars i 1970 til knap 3,2 mia. dollars i 1973; en stigning på 25%. Udlandsgælden i kortfristede kreditter steg (målt i 1976-dollars) fra 48 millioner dollars i 1970 til 381 millioner dollars i 1973; en stigning på næsten 700%. Regnet i løbende dollars steg underskudet på betalingsbalancen fra 1,2 mia. dollars i 1970 til over 34 mia. dollars i 1973, hvilket fik også de kinesiske og sovjetiske kommunistledere til på et tidligt tidspunkt at advare Allende kraftigt imod hans forbrugsorienterede økonomiske politik.
Indkomstpolitisk førte man en politik, der dels skulle udjævne de uhyre forskelle mellem de lavt- og højtlønnede, dels lå i en tradition, der groft sagt havde sit teoretiske udspring i en skelsættende bog fra 1936 af briten John Maynard Keynes, »The General Theory of Employment Interest and Money«, hvori det bl.a. fremsattes, at man ved at acceptere en vis inflation, populært sagt altså at »lade seddelpressen køre«, kan øge efterspørgslen og holde arbejdsløsheden nede. Dette gælder dog kun i visse, særlige tilfælde, og i begrænset tid, og var en økonomisk tænkning betegnet keynesianisme, der i øvrigt faldt til jorden med den økonomiske krise i den vestlige verden få år senere, i starter af 70’erne, hvilket senere skulle få betydning for den økonomiske politik, der blev ført af militærdiktaturet i Chile fra midten af 70’erne.
Det første år af UP-regeringens tid var økonomisk gode med bl.a. stigende industriproduktion, en 7,7% stigning i landets bruttonationalprodukt, BNP, samt stigende beskæftigelse, bl.a. i kraft af dels den ovenfor nævnte pengepolitik, dels i kraft af, at man ikke efterstræbte rationaliseringer i f.eks. kobberindustrien, hvilket er omtalt i afsnittet derom.
Efter det første års succes, betød pengepolitikken blandt andet, at prisinflationen skød i vejret med raketfart og endte med at være på over 500%. Dette umuliggjorde al økonomisk planlægning og beregning, og i slutningen af 1972 viste en rundspørge i forretninger, at 500 ud af de 3000 mest handlede basisvarer ganske enkelt ikke var på hylderne i butikkerne. En anden katastrofal konsekvens var, at mængden af erhvervesinvesteringer dalede kraftigt.
|
|
|
Folkefrontsregeringen stod politisk over for flere problemer. Dels var selve koalitionen som tidligere nævnt meget grumset i sit tankegods, men blanding af populister og marxister m.v. Dels ville regeringens program, hvis gennemført, kræve en drastisk ændring af hele det politiske system, med kraftig begrænsning af ejendomsretten m.v. Dels havde regeringen ikke et flertal i kongressen, ligesom oppositionen i kongressen ikke i løbet af de tre år fik flertal stort nok til at vælte regeringen, hvilket var et fænomen, der også i det nittende og tidligere i det tyvende århundrede, bl.a. under Arturo Alessandri, havde afstedkommet politisk dødvande, og i bl.a. 1924-25 havde nødvendiggjort militær indgriben i flere omgange, simpelthen fordi det politiske system til dels i kombination med den politiske kultur i landet, skabte fastlåste situationer og lammede statsinstitutionerne. Eksempelvis stillede kongressen i 1972 mistilidsvotum til flere af Allendes ministre, hvilket blot fik ham til at flytte dem til andre poster.
En begivenhed, der understreger både UP-regeringens indre modsætninger, samt at det marxistiske islæt i regeringens politik slet ikke havde tilslutning fra flertallet af befolkningen, var lanceringen af en reform af skolen, kaldet ENU, Escuela Nacional Unificada, »den nationale enhedsskole«, som skulle forkynde »socialistisk-humanistiske værdier« og fremme en »harmonisk udvikling af unge menneskers personligheder« o.lign., hvilket, da forældre, kirkeledere og militærfolk fik nys om det, udløste et ramaskrig, da man straks så dette projekts åndløshed og manglende respekt for forskellighed og pluralitet. Folkefrontens ikke-marxistiske medlemmer var heller ikke tilhængere af forslaget, der måtte tages af bordet med en indrømmelse af, at det kommunistiske Østtysklands skolesystem havde været forlæg for forslaget.
I oktober og november 1972 var uroen i landet så udbredt og så voldsom, at hæren måtte rykke ud og skabe ro og orden i flere situationer. I november trådte generaler for første gang ind i UP-regeringen på betingelse af, at Allende ville iværksætte en våbenkontrol, da der skete en stadig oprustning af partierne, fagforeningerne m.m., der blev forsynet med våben og sprængstoffer fra Cuba, Sovjetunionen, Østtyskland m.v. Disse bestræbelser var ikke helt vellykkede, da der fra partierne gik politik i, om der blev slået lige så hårdt ned på de marxistiske grupper som på Patria y Libertad. Militærets rolle, anseelse og legitimitet i en regering skal her ses i forlængelse af den tradition, der var grundlagt omkring det tidspunkt, hvor den tyske officer Emil Körner grundlagde Academia de Guerra, militærakademiet, i 1880’erne og grundlagde den tyskinspirerede tradition, at Chiles militær var et professionelt militær i betydningen, et militær, der var den civile myndighed underordnet, og ikke havde anden dagsorden end opretholdelse af landets sikkerhed ind- og udadtil. Generalernes primære bekymring på det tidspunkt var den massive bevæbning af befolkningen og visse grupper, der skete, samt bl.a. eksistensen af Allendes forfatningsstridige, selvbestaltede sikkerhedskorps rekrutteret fra den militante organisation MIR, som var en torn i øjet på militæret, der ønskede monopol på våbenmagten i landet.
|
|
|
Af
tidslinien
fremgår, hvordan situationen i Chile fra 1971 i stigende grad spidsede til. Med Carlos Prats som chef for de væbnede styrker, havde man en mand, der dels var på personlig god fod med Allende, dels var forfatningstro til det yderste, dels ville opretholde det parlamentariske styre for enhver pris.
Fra slutningen af 1972 var enten et militærkup eller en borgerkrig i realiteten uafvendelig, og da valget til kongressen i marts 1973 gav en mindre fremgang til regeringskoalitionen som dog stadig var i mindretal, samtidig med, at oppositionen stadig ikke var talstærk nok til at kunne vælte regeringen, gav dette valg ikke mulighed for at komme ud af det politiske hængedynd. Den afgørende hindring for en militær magtovertagelse var den Allende- og forfatningstro Carlos Prats, der var under et større og større personligt pres. Den 27. juni 1973 skete den berømte episode, hvor han holdende for rødt gik i panik over en husmors fagter fra en bil ved siden af. Pinochet skrev i sine erindringer om den periode, »El dia decisivo«, »den afgørende dag«, at Prats den dag var et sandt nervevrag. På randen af nedbrud trådte han tilbage en lille måned efter, hvilket bragte Augusto Pinochet til posten som chef for de væbnede styrker i Chile, da præsident Allende antog ham for fuldstændig utilbøjelig til at ville tage magten ved et kup. Allende kaldte derfor spøgende Pinochet for Pinochito, »Pinochesse-basse«.
Den 57-årige general, der havde været soldat i næsten 40 år, blev efter alt at dømme introduceret for kupplanerne omkring den 8. eller 9. september — altså 2-3 dage før kuppet — idet planerne oprindelig var undfanget i flåden og luftvåbenet, mens hæren blev involveret senere. Han indtog dog hurtigt den toneangivende rolle i det efterfølgende militærstyre.
|
|
Indledning:
