|
|
1970-valget kom til at stå mellem de tre kandidater, Salvador Allende som kandidat for Folkefronten Unidad Popular, Jorge Alessandri som kandidat for partiet Partido National, PN, og Radomiro Tomic som kandidat for PDC, kristendemokraterne. Den siddende præsident, Eduardo Frei fra PDC, ville feter alt at dømme havde vundet valget komfortabelt, hvis han havde kunnet stille op, men en præsident kunne ikke sidde i to på hinanden følgende perioder i følge forfatningen fra 1925. Ved valget i 1964 havde den ikke-marxistiske del af det politiske liv samlet sig for at undgå, at Allende skulle blive valgt, og der er spekuleret meget i, at dette ikke skete ved valget i 1970. Hertil er at sige, at det politiske billede i landet var fuldstændig ændret fra 1964 til 1970, hvilket ikke gjorde en samlet ikke-marxistisk gruppering mulig. I øvrigt et det ikke sikkert, udfaldet alligevel var blevet anderledes — Radomiro Tomic fra PDC, der endte tre’er i valget, havde ligesom Allende i det mindste et sprog, der var fyldt med mange af marxismens kendte fraser (kapitalisme, imperialisme m.v.) og fik mange marxistiske stemmer, som ved et tomandsvalg ville være gået til Allende, hvorved han også i den situation kunne have vundet valget.
Salvador Allende havde været præsidentkandidat ved chilenske præsidentvalg siden 1952, hvor har fik 5,5% af stemmerne. Ved de to næste valg, i 1958 og 1964, blev han nummer to, med h.h.v. 28,9% og 38,9% af stemmerne. I 1958 havde han tabt til Arturo Alessandris søn, Jorge Alessandri, fra højrefløjen, men fået flere stemmer end Eduardo Frei fra kristendemokraterne. I 1964 havde højrefløjen og de mere midtsøgende kristendemokrater slået sig sammen bag Eduardo Frei for netop at undgå, at Allende skulle vinde valget – at der skulle være stemmespild i den ikke-marxistiske del af vælgerkorpset.
Unidad Popular, »Folkefronten«, blev dannet i 1969 som en koalition af seks partier: De tre store var Kommunistpartiet, »Partido Comunista de Chile« (PCCh), »Partido Radical« (PR), og socialistpartiet, »Partido Socialista« (PS).
PCCh var, som det eneste kommunistparti i Latinamerika, tiltrådt den verdensomspændende sammenslutning af kommunistpartier, Komintern, ved dannelsen i 1922. Man var derfor Kreml helt loyal i den kolde krig, i forbindelse med invasionen af Tjekkoslovakiet m.v. Imidlertid var Kominterns — og det vil reelt sige Kremls — politik i Latinamerika fra et tidligt tidspunkt den, at man søgte en vej til magten inden for forfatningsmæssige rammer. Da man i Chile i lange perioder gav god plads til partiet (som dog var forbudt fra 1948-58), var det i stand til på samme tid at være på god fod med Moskva og det politiske etablissement i Chile. I løbet af 60’erne, hvor der skete en polarisering af chilensk politik, fik kommunistpartiet derfor i visse venstreorienterede kredse nærmest en reaktionært ry, og kunne med god ret placeres til højre for socialistpartiet PS på en politisk akse. Partido Radical var et ikke-marxistisk parti, der i 20’erne og 30’erne havde været Chiles største, og havde ført en omskiftelig tilværelse omkring midten af det politiske spektrum, men var frem mod 1970 dog blevet stærkt venstreorienteret. Partido Socialista var kendetegnet ved det lidt specielle udgangspunkt, at være en marxistisk parti, der IKKE i sin tid var udsprunget af et kommunistisk parti. Partiet var derfor også i meget mindre grad topstyret end kommunistpartiet. Frem mod 1970 skete der derfor i partiet det, at der skete en splittelse mellem en parlamentær og en revolutionær fløj samt en arbejderklassefløj i modsætningforhold til en populistfløj. Salvador Allende var medstifter om medlem af dette parti.
De tre mindre partier i Folkefronten var det socialdemokratiske parti, »Partido Social Demócrata« (PSD), »Acción Popular Independiente« (API) samt »Movimento Acción Popular Unitario« (MAPU).
API var blevet stiftet i 1969 og var et småborgerligt, populistisk parti stiftet af en forretningsmand af mellemøstlig oprindelse. PSD var et tilsvarende lille, populistisk parti med appel til småborgerskabet. MAPU var et sideskud til det kristendemokratiske parti, og havde profileret sig ved at står for en politik, hvor kapitalisme og kollektivisme mødtes. Med den generelle politiske radikalisering i 60’erne bevægede partiet sig dog stadig mere og mere i en marxistisk retning.
Der skrives igen og igen, at Allende var verdens første folkevalgte marxistiske præsident. I bl.a. hans sidste
radiotale
d. 11. september 1973 og i bogen
»Samtaler med Allende«
fremgår det som omtalt i anmeldelsen af bogen tydeligt, at i hvert fald sproget havde alle de marxistiske islæt: Allende blev af den selv marxistiske interviewer, franske Regis Debray, tiltalt »Kammerat Præsident«, der taltes meget om kapitalismen, og imperialismen m.v., og man bemærker også i den sidste radiotale, at f.eks. arbejderen, »trabajador« nævnes hele tiden eller først — også før »landarbejderen«. Der kan dog stilles spørgsmålstegn ved, i hvor høj grad hans valgprogram og senere politik egentlig var marxistisk. Ser man på
Folkefrontens valgprogram,
hvoraf her på siden er gengivet dens »Første fyrre tiltag« samt »De tyve grundlæggende punkter i Folkefrontens jordreform«, har det derimod et populistisk programs kendetegn.
Når Fidel Castro andetsteds på hjemmesiden er citeret for i 1971 at have sagt, at »Marxisme er en revolution gennem produktion; Allendes er en revolution gennem forbrug«, er det denne skelnen, der korrekt refereres til. Fra Folkefrontens valgprogram bemærkes punkter som f.eks. løfter om gratis uddannelse og bøger til alle børn i grundskolen, frokost og mælk til alle skolebørn, ferier til alle studerende, gratis hospitalsbehandling m.v. samt afskaffelse af arbejdsløshed. Alt dette er, med Fidel Castros ord, netop forbrug. Langs en ideologisk akse og i f.eks. i forhold til at vælge side i den kolde krig, altså vælge mellem den vestlige verden og østblokken var man dog klart på den marxistiske side, hvilket også viste sig, da man havde vundet valget.
|
|
|
For at præcisere begreberne skal siges, at de programmer eller bevægelser, man betegner som populistiske, er kendetegnede ved at appellere bredt til befolkningen, og ofte har utilfredshed med det politiske system, utilfredshed med forholdene, levestandarden o.lign. i centrum af den politiske filosofi, der ofte er dårligt gennemtænkt. Der sker derfor ofte med sådanne bevægelser det, at de, når eller hvis de kommer til regeringsmagt, udvikler sig drastisk, ofte udemokratisk og autoritært.
Til illustration kan nævnes, at Det Tyvende Århundredes måske største populist var polakken Lech Walesa, der netop som leder af den illegale fagforening Solidaritet i 1980'erne i det kommunistiske Polen var en protest imod de dårlige kår i landet, politisk, økonomisk o.s.v. Desuden havde Solidaritet et andet vigtigt kendetegn, der er en del af populisme som politisk tænkning: Det var et befolkningsflertals modtræk overfor statsmagten i spidsen for en (urimelig) samfundsopbygning, systemet. Walesa blev i øvrigt typisk nok ingen succes som præsident.
I Danmark har partierne Fælles Kurs, Fremskridtspartiet og Socialistisk Folkeparti, SF, været betegnet som populistiske.
|
|
|
Marxisme er en samlet verdensanskuelse, der har rødder i bl.a. skotten Adam Smiths (1723-90) værditeori, altså påstanden, at al værdiforøgelse af varer er proportional med den arbejdstid, der er lagt i fremstillingen af varen, den såkaldte merværdi , et ord, der i øvrigt indgår i MOMS, MerværdiOMSætningsafgift. På grund af denne teori påstod Smith og Marx i princippet, at en vare f.eks. ville blive mere værd af at blive sejlet to gange rundt om jorden, da jeg jo går sømænds arbejdstid til dette, ligesom de reelt var ude af stand til at forklare, hvorfor f.eks. en diamant eller et maleri af Rembrandt handles til så høje priser, som de gør. En følge er derfor, ifølge Marx, at hvis f.eks. en fabrikant efter at have aflønnet arbejderne stadig har overskud, så har han udbyttet arbejderne. I centrum for marxismen er produktionsmidlerne og vilkårene for produktion, der ene og alene bestemmer historiens udvikling og menneskets natur. Denne del af marxismen stammer fra tyske Georg Wilhelm Friedrich Hegels (1770-1831) såkaldte dialektik. Det blev derfor at Karl Marx forudsagt, at de industrialiserede lande som England, Tyskland og Frankrig uafvendeligt ville opleve en klassekamp, en revolution, en overgang til det kommunistiske samfund i »proletariatets diktatur«, indtil idealsamfundet, det klasseløse samfund med uegennyttige mennesker, var opnået. At kommunistiske partier derimod fik magten i relativt tilbagestående bondesamfund som Rusland og Kina, er derfor et alvorligt paradoks i forhold til marxismens egne teorier. Marxisme har desuden en overbygning med svar på juridiske, religiøse og andre forhold, hvorfor man med rette stor set kan kalde det en religion. Den østrigsk/britiske filosof Karl Popper (1902-94) har angrebet både Hegel og Marx for, at deres dialektik måtte føre til totalitarisme, og det er da også således, at af alle verdens folkedrab begået i det tyvende århundrede, var omtrent ni ud af ti begået af marxistiske regimer i forskellige afskygninger, med Sovjetunionen (1917-90) og Kina (siden 1949) som de førende eksempler.
|
|
|
Richard Nixons tiltræden som USA’s præsident i 1969 betød en overgang til en mere pragmatisk og mindre aktivistisk politik over for Latinamerika. CIA’s indblanding i chilensk politik var begyndt under præsident John F. Kennedy i 1962. Under Nixons forgænger, Lyndon B. Johnson, havde man gennem f.eks. den såkaldte »303 Committee«, der var blevet oprettet i 1964, decideret støttet bestemte præsidentkandidater og PDC samt f.eks. højrefløjen i Partido Radical. Med Nixon som præsident ville man nu blot gøre en indsats for at føre anti-kampagne mod Allende, til dels også fordi en konsekvens af 1960’ernes støtte til PDC var en undergravelse af dennes legitimitet i den ret nationalistiske opinion i Chile.
I alt blev der op til præsidentvalget i Chile i 1970 brugt omkring en million dollars til at undergrave Allende og den marxistiske fløj gennem CIA og en »40 Committee«, der var blevet oprettet i 1968 med som sagt noget mere aktivistisk formål, end den efter Nixons tiltræden fik. Desuden var bl.a. det store amerikanske telefon- og elektronikselskab, ITT, International Telephone and Telegraph Company, på banen for også at støtte Alessandris kampagne. ITT havde ved den marxistiske revolution på Cuba i 1959 ledet af Fidel Castro fået eksproprieret enorme værdier og frygtede, at det samme skulle ske i Chile, hvis Allende kom til magten. CIA afviste dog ITT-pengene, men vejledte dog i, hvordan koncernen selv kunne kanalisere pengene, ca. 350.000 dollars, til de ønskede formål.
I den såkaldte »Church Report« udgivet af De Forende Staters kongres anslås det, at der fra Cuba blev givet omkring 350.000 dollars i støtte til Allendes valgkamp, mens tilskud fra USSR er af ukendt størrelsesorden.
|
| |
|
Valgresultatet og efterspillet |
|
|
|
Valgkampen foregik i en spændt atmosfære, hvor de sociale uroligheder var fremtrædende og hvor der daglig skete besættelser af landbrugsjord. Desuden var der en generalstrejke et par måneder før valget, og landets institutioner syntes om ikke i opløsning, så i hvert fald vaklende.
Valget stod d. 4. september, og resultater fremgår af nedenstående skema:
Kandidat
Stemmer
%
% Mænd
% Kvinder
Allende
1.075.616
36,3
41,66
30,69
Alessandri
1.036.278
34,9
31,59
38,53
Tomic
824.845
27,8
25,89
29,88
Som det fremgår vandt Allende præsidentvalget i sit fjerde forsøg med blot 39.388 verdensberømte stemmer. Det fremgår i øvrigt, at han overvejende var støttet af mænd — kvinderne i Chile var traditionelt mindre radikale end mændene i landet.
Den nationale sikkerhedsrådgiver, Henry Kissinger, sagde ved et pressemøde i Chicago d. 16. september, altså tolv dage efter valget (og i øvrigt seks dage før han selv blev udnævnt til også af være De Forenede Staters udenrigsminister), med henblik på det chilenske senats forventede bekræftelse af Allende som præsident, at det ikke ville være helt ulogisk, hvis den chilenske kongres sagde som så, at »64% af befolkningen ønskede ikke en kommunistisk regering. En kommunistisk regering er tilbøjelig til at være uigenkaldelig. Derfor vil vi pege på manden, der blev nummer to.«
Der blev fra flere sider, og på forskellige måder, opereret med denne mulighed den næste godt 1½ måned. Fra den siddende præsident, Eduardo Frei, og hans højreorienterede Partido Nacional blev der gjort forsøg på at overtale PDC-medlemmer af kongressen til d. 25. oktober at pege på valgets nummer to, Jorge Alessandri, hvilket som tidligere omtalt var muligt i følge forfatningen. Taktikken var, at Alessandri, så snart han så var blevet udnævnt til præsident, skulle træde tilbage og udskrive nyvalg, hvilket ville gøre det muligt for Eduardo Frei at stille op igen mod Allende mand-mod-mand, da han således ikke ville kunne komme til at sidde som præsident i to på hinanden følgende perioder, hvilket man ikke kunne i følge forfatningen. Kristendemokraterne var splittede, og kunne ikke finde fodslag, og Radomiro Tomic på partiets venstrefløj, ville stå last og brast med Allende. Fra amerikansk side, fra den tidligere nævnte »40 Comittee«, skubbede man på i disse bestræbelser for på en politisk måde at undgå Allendes indsættelse, og denne amerikanske indsats gik under navnet »Track I«.
Omtrent tre uger før skæringsdatoen indså man i det chilenske politike liv, at Alessandri-trick'et ikke ville virke, og ligeledes fra den amerikanske regerings side, at »Track I« ikke ville lykkes. Nu måtte man forlade sig på en noget mere drastisk løsning, som også præsident Richard Nixon opererede med under navnet »Track II«. Man ville lave en militær aktion, hvor chefen for de væbnede styrker, René Schneider, skulle kidnappes, hvorved man kunne gennemtvinge et omvalg. Flere grupper i og omkring Chiles hær opererede med disse planer, og Nixons »Track II«, som end ikke »40 Committee« havde kendskab til, skulle levere våben og anden støtte til det foretagende. CIA havde to grupper i sigte: Den ene ledt af en tvangspensioneret general Roberto Viaux, som i 1969 havde forsøgt et kup i protest mod nedskæringer i forsvaret, og den anden ledt af general Camilo Valenzuela som var leder af garnisonen i Santiago. CIA besluttede af støtte Valenzuela med våben m.m., og der blev gjort to forsøg af gruppen i slutningen af oktober. Imidlertid gjorde en gruppe under Viaux et forsøg d. 22. oktober, men man klumrede i det, og da René Schneider rakte efter sin pistol, skød man på ham, og han døde på hospital få dage efter. I følge den amerikanske kongres’s »Church Report« fra 1975 var denne gruppes aktiviteter ikke støttet af CIA.
Således bekræftede den chilenske kongres 24. oktober med stemmerne 153 for og 35 imod Allende som kommende præsident, og han blev indsat 3. november.
|
|
Valget 1970:
